Det er mig en stor glæde at være til stede her i Nitra til denne vigtige konference, som behandler sproglig kommunikation i EU, og jeg takker arrangørerne for det store arbejde i løbet af det forgange år.

Konferencens tre emner er særlig aktuelle i dagens Europa. De handler om borgerinddragelse og flersproget hed; økonomisk integration og flersproget hed; og inklusion i uddannelsen gennem forbedret sprogindlæring. Den europæiske integration er somme tider blevet kritiseret som værende fjern fra borgerne; at man beskæftiger sig med økonomi i stedet for mennesker; at det er mislykkedes at tale til indbyggerne på et dybere følelsesmæssigt plan. En del af væksten i de euroskeptiske politiske bevægelser i de seneste år kan for en stor del være en følge af stærke nationale identiteter i forhold til den europæiske identitet, som er svag eller ikke-eksisterende.

Borgerne opfatter EU's politik for flersprogethed som svag, for i praksis er de ofte nødsagede til kun at bruge et eller to dominerende sprog i deres kontakt med EU's institutioner. Dette fører til en voksende fremmedgørelse af de borgere, hvis sprog ikke bruges ofte i EU-institutionerne. Denne ulighed burde ikke finde sted. Flersprogethed er en kerneværdi i EU, idet den er selve meningen med EU's valgsprog: forenet i forskellighed. De fire friheder, som var centrale i det europæiske projekt fra starten - fri bevægelighed af varer, personer, serviceydelser og kapital - forudsætter alle udveksling mellem talende af forskellige sprog, enten direkte eller ved hjælp af professionelle oversættere og tolke. Kendsgerningen er, at nok er vi alle forskellige, men vi er alle lige. Hvert land har sin egen kulturelle identitet, flere forskellige kulturelle mindretal og ofte mere end ét officielt sprog, men også fremmede sprog indenfor sit område. Og dette mangfoldighed gør os forskellige men også lige, i det mindste når det drejer sig om vores rettigheder og muligheder. Flersprogethed er essentiel for at sikre at EU-borgerne ikke diskrimineres, og for at sikre at alle sprog som tales i EU, store som små, nationale, regionale og mindretalssprog, bliver respekteret og beskyttet lige meget.

Flersprogethed er essentiel for at sikre at EU-borgerne ikke diskrimineres, og for at sikre at alle sprog som tales i EU, store som små, nationale, regionale og mindretalssprog, bliver respekteret og beskyttet lige meget.

Hvert sprog er et centralt element af den talendes identitet. Omtrent 18 % al alle EU-indbyggere har tysk som sit modersmål, mindre end 1 % taler litauisk, mit modersmål. Men det gør ingen forskel for mig. Litauisk er det sprog og den tænkemåde, som jeg voksede op med, det er det første par linser som jeg lærte at se verden igennem.

Jeg vil gerne minde om, at EU er et smukt fredsprojekt. I 2012 modtog EU Nobels fredspris for fremme af fred, forsoning, demokrati og menneskerettigheder i Europa.

Flersprogethed i Europa bør og kan være et eksempel for at bestræbelsen for et liv i fred og mangfoldighed. Der findes flere lande som har to eller tre officielle sprog, såsom Belgien, Finland eller Irland, selvfølgelig. Undertiden spiller hvert af disse sprog en forskellig rolle, men selve flersprogetheden er et tydeligt udtryk for demokrati. Derfor er der ligestilling mellem alle 23 EU-sprog i det europæiske parlament og i EU-Kommissionen. I EU-Kommissionen har vi 3 officielle arbejdssprog, selv om mange dokumenter bliver oversat til alle eller næsten alle EU-sprog.

For at bibeholde den sproglige mangfoldighed i EU gør vi i de europæiske institutioner meget brug af oversættelse. Der er selvfølgelig ikke muligt at få oversat ethvert dokument og enhver nyhed, som bliver udsendt af EU-Kommissionen, til 23 sprog. Dog er er det meste af de informationer, som har interesse for den brede offentlighed, såsom Sundhedsportalen, der betjenes af min egen administration, tilgængelige i alle, eller næsten alle officielle sprog.

Men selv med de stadigt voksende muligheder for at levere letforståelige informationer til alle, må vi huske, at beherskelse af andre sprog giver en betydelig fordel i et konkurrencepræget miljø. Det er derfor vigtigt, at der undervises i flere sprog i skolerne. Eleverne har også brug for at erhverve sproglige kompetencer og en åben holdning til sprog, hvilket vil muliggøre at udvikle deres sprogkundskaber hele livet.

EU understøtter derfor sprogundervisning økonomisk anerkender betydningen af sproglig mangfoldighed, idet man fremmer undervisning såvel af de store som de små sprog. Vi hjælper medlemsstaterne med fælles undervisningsaktiviteter, som letter udveksling af god praksis, for at der kan findes rapporter som den, som ses her, og finansiering gennem Erasmus+ samt flere andre instrumenter.

Samarbejdet mellem medlemsstaterne inden for sprogundervisning og læring bydes også meget velkommen af EU-Kommissionen. Evnen til at kommunikere på flere sprog er en del af Nøglekompetencerne for Livslang Læring, som Kommissionen vil revidere og forstærke som del af Dagsordenen for Kvalifikationer, som blev indført for blot lidt mere end en måneds tid siden.

Alle disse nævnte foranstaltninger er essentielle, da de ikke kun kan håndtere europæernes behov, som er affødt af det et samfund under forandring, de bidrager også til stærkere og tættere integration. For eksempel stiller projektet MIME (Flersprogethed, Inklusion og Mobilitet i Europa), som Genève universitet og prof. Grin koordinerer, videnskabelig understøttelse til rådighed med den målsætning at vise, at inklusion og mobilitet er fuld foreneligt med dagens flersprogede Europa. Vi skal altså til stadighed fremme den bedste praksis i sprogundervisningen overalt i EU.

Vi skal tage alle disse foranstaltninger i betragtning for at nå disse mål. Tillad mig derfor at fortsætte min tale med min personlige holdning til et andet spørgsmål, som alt for ofte bliver glemt, men kunne være lige så vigtigt - esperanto.

For mig personligt har esperanto en klar forbindelse med kampen mod tvang. Under sovjet-tiden var brugen af esperanto en protest mod det dominerende russiske sprog, som man tvang os at bruge. I dissidentbevægelsen foreslog jeg at tale esperanto i stedet - som symbol på humanisme og demokrati.

Som ung mand lærte jeg dette sprog, fordi jeg var inspireret af dens indre målsætning, idealet om en verden i fred. Det drivende ideal for doktor Ludwik Zamenhof, der tog initiativet til esperanto, bliver ofte misforstået. Fred, baseret på lige rettigheder og retfærdighed. Esperanto er kun et redskab, om end et meget vigtigt redskab, til at hjælpe med at opnå dette ideal. Dette ideal passer fint sammen med EU's målsætning, der somme tider nævnes som det mest vellykkede fredsprojekt nogensinde. Det har givet de 28 medlemslande den længste periode af fred i historien.

Som Umberto Eco engang skrev, kan Zamenhofs liv være en inspiration for os. Han talte mange sprog flydende og var således et godt eksempel på flersprogethed i praksis, den flersprogethed som EU stræber efter. Alligevel var hele hans liv præget af et lidenskabeligt forsvar for hver enkeltes menneskelige værdighed og ligeberettigelse, for at undgå at de stærke skulle påtvinge deres sprog til andre. Han forstod at den gensidige anerkendelse af ligestillede menneskerettigheder for alle borgere er nødvendig for varig fred.

Dr. Ulrich Lins' interessante bog Det farlige sprog (La danĝera lingvo) beskriver, hvordan Stalins og Hitlers regimer søgte at tage livet af esperanto. Hitler hadede dette "kunstsprog opfundet af en jøde", og nævnte det i Mein Kampf. Stalin forstod at den direkte internationale kommunikation, som esperanto muliggør, kunne hurtigt undergrave hans propaganda. Begge regimer myrdede mange esperantister, og man kan sige, at et sprog, for hvis skyld mennesker er døde, er rodfæstet i den menneskelige historie, og ikke længere kan betragtes som et "kunstsprog".

Jeg vil gerne rette nogle misforståelser omkring esperanto. Nogle siger somme tider: "Esperanto har ingen kultur". De, som tænker sådan, er så bundet til ideen om national kultur, til et nationalistisk begreb, at de ikke evner at forestille sig et sprog, hvis kultur er fælles for hele menneskeheden. Alligevel har esperanto alt, som de mest fremskredne nationale sprog har - digtning, sange, teater, skøn- og faglitteratur, fornemme oversættelser af den bedste verdenslitteratur, lavet af indfødte talere af disse sprog. Gennem sin næsten 130-årige eksistens og udvikling har esperanto skabt sin egen rige originale kultur, som alle dens brugere fra forskellige nationer og etniske grupper i verden bidrager til, noget som er blevet verdensarv.

Esperanto er på mange måder de små sprogs allierede. Det muliggør kommunikation på verdensplan, samtidig med at dets meget effektive grammatik og ordforråd gør det muligt at lære det overordentlig hurtigt, på omtrent en tiendedel af den tid som er nødvendig for at lære en hvilket som helst nationalsprog. Derudover har esperanto en propædeutisk egenskab, som ofte er afprøvet i praksis, som fremskynder og forbedrer den senere indlæring af andre sprog. Dets ordforråd er hovedsageligt indoeuropæisk, og dets syntaks har meget til fælles som så forskellige sprog som finsk, ungarsk, tyrkisk og mandarin. Det er en ideel introduktion til at lære andre sprog. Dette fænomen vil blive diskuteret mere detaljeret under vores konference.

Det engelske sprog er meget brugbart og udbredt i dagens verden, men det kan aldrig give den ligeværdig kommunikation som esperanto giver - hvor alle går med til at lære et lettilgængeligt neutralt sprog og dermed undgår en imperialistisk ordning med et nationalt sprog, som giver livslange ufortjente privilegier til de modersmålstalende og dømmer resten til et permanent handicap. Selv de ivrigste esperantister ønsker ikke, at det skal erstatte andre sprog. Zamenhof skrev digte i sit modersmål jiddisch, og på russisk, det sprog han var uddannet i. Han oversatte hele det Gamle Testamente fra hebraisk til esperanto. Som digter var Zamenhof fuldt ud bevidst om den det enkelte menneskesprogs uerstattelige værdi. Gennem esperanto har de perlerne i den litauiske litteratur, ligesom i andre små sprog som ungarsk, kroatisk og slovakisk, fundet vej til kinesisk og japansk, og er således med til at bidrage til den internationale forståelse, som er væsentlig for freden.

Indenfor EU kunne esperanto spille en rolle som hjælp til at styrke den fælles europæiske identitet og dermed gøre EU mere effektiv i dets rolle som fredsarbejder i Europa og i hele verden. EU og esperanto er begge engagerede i fred, retfærdighed og ikke-diskrimination. EU er slet ikke bevidst om esperantos store potentiale for at nærme borgerne til europæisk integration, og til hinanden. En forbedret sproglig kommunikation kunne lære af den almindelige fremskriden mod europæisk integration, grundlagt på Robert Schumans tanker, som de første gang kom til udtryk den 9.maj 1950: "Europa bliver ikke til på et øjeblik, eller som følge af en enkelt plan. Det vil blive opbygget gennem konkrete resultater, som først skaber en de facto-solidaritet."

På samme måde vil esperanto ikke gå frem på én gang, men gradvis ved at nogle medlemsstater frivilligt beslutter sig for at give det plads i sine læreplaner, i starten som hjælpemiddel til almindelig sprogindlæring. De 4 Višegrad-lande er i en ideel position til at gøre det første skridt, indenfor rammerne af deres allerede veludviklede samarbejde i andre sammenhænge. Jeg håber at Nitra-konferencen, byggende på Bratislava-konferencen fra 2006, kommer til at spille en vigtig rolle i styrkelsen af flersprogethed og i sikringen af den praktiske anvendelse af alle vores sprog. Vi må aldrig glemme, hvad der er esperanto og EU's fælles mål - FRED.

Oversat fra esperanto til dansk af: Ileana Schrøder, Danmark

• Why should linguistic diversity be maintained and supported in Europe?
  Some arguments  (PDF)
  Guide for the development of language education policies in Europe: from linguistic diversita to plurilingual education
  Reference study.
  Tove SKUTNABB-KANGAS, University of Roskilde.
  Language Policy Division. Directorate of School, Out-of-School and Higher Education. DGIV. Council of Europe, Strasbourg, 2002.
  → Version française: Pourquoi préserver et favoriser la diversité linguistique en Europe? Quelques arguments. Tove Skutnabb-Kangas. Council of Europe. Strasbourg, 2002  (PDF)