Den 21. februar 1952 blev adskillige demonstrerende studenter dræbt af politiet på universitetet i Dhaka (Østbengalen), hovedstaden i den nuværende Bangladesh. Studenterne demonstrerede for anerkendelse af deres bengalske modersmål (bangla / bn / বাংলা ভাষা), da man ville afskaffe det fra universitetet til fordel for et "vigtigere" sprog, talt af den tids magthavere.

Det drejer sig om noget som gentages under forskellige former over hele verden og gennem hele historien, ikke blot i Asien, men også i andre verdensdele, så som i flere europæiske lande, og ganske særligt i adskillige ikke-europæiske lande i forhold til de indfødte sprog, urindbyggernes sprog. I praksis sker det gennemgående ved bestræbelser, påbud, eller påtvingelse af et sprogs brug, især engelsk, fra en økonomisk, politisk eller militær statsmagts side, for at forstærke sin position på verdensplan - på bekostning af de lokale modersmål. "Jeg er den stærke, I andre kan tie stille, og skal I tale, kan I gøre det på mit sprog."

Således forsvinder og uddør sprog lidt efter lidt, og hele befolkninger taber deres store intellektuelle rigdom - noget som også mange lingvister gør opmærksom på, og i 2019 i særlig høj grad FN og UNESCO. I et budskab til Verdens-Esperantoforeningen i 2018 skrev generaldirektøren for UNESCO, Audrey Azoulay: "Vi må forsvare sprogene, især de mindre udbredte, de indfødte sprog, som vi nu ser forsvinde med et hver anden uge, et uerstatteligt tab i vores fælles kulturhistorie. Flersprogetheden i undervisningen må vi også forsvare, ikke blot gennem egnet almen politik, men også i internettets virtuelle rum, så at vi bevarer den sproglige og kulturelle mangfoldighed for alle grupper, hver med deres egen historie, identitet og særegenheder, der symboliserer deres oprindelige fællesskab." [1]

Ud over den sociale uretfærdighed og de psykologiske problemer, der er resultatet af ikke at kunne bruge sit modersmål, og pga. utilstrækkelig erfaring i brugen af det påtvungne sprog, bør man også overveje andre kendsgerninger: den biologiske mangfoldighed kan ikke adskilles fra den sproglige mangfoldighed, de er forbundne og gensidigt afhængige. Tabet af sproglig mangfoldighed fører til tab af traditionel viden, som er essentiel for bæredygtig biodiversitet, for livet. (Afsluttende deklaration, 64. FN-NGO-konference, Bonn, 2011 [2], Terralingua [3]).

Den 17. november 1999 udråbte UNESCO den 21. februar til den Internationale Modersmålsdag. I 2007 opfordrede FNs generalforsamling [4] også medlemslandene til at "fremme bevarelsen og beskyttelsen af alle sprog som bruges af verdens befolkninger", og samtidig udråbte man året 2008 til Internationalt sprogår. [5]

I 2014 bragte UNESCO på sin hjemmeside også en esperantoversion af Generaldirektøren Irina Bokova's budskab. [6]

I 2016 vedtog de Forenede Nationers Generalforsamling en resolution der erklærede år 2019 for det Internationale År for Indfødte Sprog, på grundlag af anbefalinger fra det Permanente Forum for Urfolk (UNPFII/Foro Permanente/Постоянный форум/Instance Permanente). Dette Forum meddelte at 40 procent af de ca. 6 700 sprog der tales i verden, er truet af uddøen. Da flertallet af disse sprog er indfødte sprog, trues også de kulturer og videns-systemer, hvori de tales. [7]

Hvad har alt dette med esperanto at gøre? Denne dags grundlæggende værdier, mangfoldigheden og ethvert menneskers ret i at tale sit modersmål, er også de værdier som den verdensdækkende esperantobevægelse forsvarer. Vi esperantister vil ikke have at sprog forsvinder, vi ønsker at alle sprog skal leve videre, i respekt for alles sproglige rettigheder, og at der skal herske sproglig retfærdighed i den indbyrdes kommunikation. Derfor er Esperanto-verdensforbundet (Universala Esperanto-Asocio, UEA) med ved højtideligholdelsen af denne dag, bl.a. for at understrege, at det internationale sprog esperanto ikke betyder afskaffelse af andre sprog, sådan som økonomiske og militære stormagters sprog gør.

Esperanto virker faktisk beskyttende mod forsvinden af sprog, som bemærket af Vigdís FINNBOGADÓTTIR (Den Islandske Republiks præsident 1980-1996): "Der er på tide at de forskellige nationer forstår, al et neutralt sprog kan blive et ægte bolværk for deres kulturer mod den monopoliserende påvirkning fra et eller to sprog, som i dag bliver mere og mere evident. Jeg håber oprigtigt at esperanto hurtigt gør fremskridt for at kunne støtte alle verdens folkeslag." [8]

Måske nogen endnu spørger: "Hvorfor lige esperanto?" Årsagen er enkel. Bag esperanto findes ikke stater, økonomiske interesser, imperialistiske bestræbelser, eller befolkninger der ville have interesse i at bortskaffe andre befolkninger og disses sprog, eller overtage deres markeder. Bag esperanto står der kun velvillige mennesker fra de mest forskelligartede folkeslag, nationer, som stiler efter retfærdighed for alle kulturer og alle sprog, i fred mellem alle folkeslag.

"For internationalt samarbejde, for indfødte folk, for adskillige flersprogede lande ville esperanto være en god løsning." (Dr. Tove Skutnabb-Kangas [9])

"Styrkelse af alle menneskers sproglige rettigheder er en sag, som esperanto bidrager væsentligt til." (Prof. Robert Phillipson ([10]).

Esperanto er et værktøj som fremmer opnåelse af retfærdig kommunikation og dermed af retfærdige relationer mellem etniciteter, kulturer, befolkninger.

"... Jeg håber at esperanto vil fortsætte med at indfri denne tosidede rolle der understøtter mangfoldighed og skaber enhed." (Rita Izsák-Ndiaye, særlig FN-rapportør. [11])

Følgelig virkeliggør brugen af bro-sproget esperanto i international kommunikation sproglig lighed og hjælper alle til at holde deres sprog levende. Dette er det klare budskab, som esperanto-talende fra hele verden vil sende til alle i verden den 21. februar.

- Stift bekendtskab med det internationale sprog esperanto via www.lernu.net! [12]